Forfatterarkiv: DynamoWEB

2. træningskamp efter sommerpausen

Ti Dynamoer var mødt op til søndagstræning 11. august og fik en forrygende, målrig afslutning på weekenden.

Blåt hold: Aaren, Als, Jonathan, Hartmann, Frank
Rødt hold: Suhr, Chairman, Thomas, Anders, Jon

Chairman havde delt to på papiret jævnbyrdige hold, hvilket 1. halvleg også afspejlede. Efter at have følt hinanden på tænderne var det Rødt hold, der først fik taget hul på scoringerne til 2-0. Blåt hold bed sig dog fast og fik udlignet. Men som en blå spiller bemærkede: “Hver gang vi udligner, scorer de igen!” Og ganske rigtigt: Det blev 3-3, 4-4 og endelig 5-5 inden pausen gav et kærkomment pusterum til at tjekke Champions League-resultater, diskutere skader og lykønske Peter Suhr med præsidentposten i Rotary.

2. halvleg blev en noget anderledes affære: Blåt hold var som forvandlet og bragte sig hurtigt foran 7-5. Herefter arbejdede Rødt hold på udligning, hvilket lykkedes til sidst, men derefter var det Blåt hold, der sad på resten af kampen: 8-7, 9-7, 10-7, 11-7, 12-7, 13-7 blev det, inden Rødt hold fik udlignet på straffe, som Thomas satte sikkert ind til 13-8. Det hjalp dog kun lidt, for snart efter øgede Blåt hold til 14-8. For ikke at trække pinen ud, enedes man derfor om at afgøre kampen på “golden goal”. Det scorede Anders, hvorefter Rødt Hold noget overraskende kunne gå hjem som sejrherrer med cifrene 14-8 i Blåt holds favør.

En stor dag!

Stor Dynamo-aften på Lyngby stadion

Af vor udsendte reporter, Hans Henrik Appel.

Dynamo Birkerød sendte her til aften en række af sine talentspejdere til superligakampen Lyngby-AGF for at se, om et af klubbens føl – Jonathan Hartmann – har potentiale til på den lange bane at få en rolle i Dynamos trænerteam.

Jonathan bestod prøven med bravour. Efter at være blevet løbet over ende i kampens første kvarter, blev Lyngbys forsvar stabiliseret og kontraangreb skarpe.

Og i anden halvleg lykkedes det Lyngby at vende 0-1 til 2-1 på tre gyldne minutter.

Efter kampen delte Dynamoerne deres kyndige iagttagelser og skarpe analyser med Lyngby-træneren, der så ud til at være beæret over det flotte besøg. På spørgsmålet “hvilken Dynamo-spiller ville I helst have, hvis han var til salg”, blev han næsten målløs, men fik dog til sidst fremstammet et “har I en massør?”.

Efter kampen mødtes Dynamo Birkerøds udsendte trup med Lyngbys assistenttræner, Jonathan Hartmann, og gav ham nogle tips til, hvordan klubben vinder Superligaen.

Sidste træningskamp før sommerpausen

KAMPREFERAT
Søndagstræning 30. juni

Syv mand mødte op til gårsdagens sidste ordinære træning før sommerpausen. Ingen af klubbens unge spillere var mødt frem, hvilket man undskyldte med, at de nok var i gang med at forberede sig til det kommende skoleår. Da heller ikke Næstformanden var mødt, måtte Chairman Hans Henrik dele hold:

BLÅT HOLD: Mads, Als, Frederik (“de løbestærke”)
RØDT HOLD: Alex, Frank, Formanden, Chairman (“de andre”)

Det blæste kraftigt og der blev spillet på håndboldmål på kort bane. Blå fik tildelt medvinden i 1. halvleg, men takket være en taktik med mandsopdækning og maksimal udnyttelse af den manglende offside-regel lykkedes det hurtigt rødt hold at bringe sig på 3-0, hvorefter Alex blev solgt til den anden side. Alligevel lykkedes det rødt holds decimerede tremandstrup ganske længe at holde føringen til 6-3, hvorefter blåt holds overmagt langsomt men sikkert satte sig igennem. Kampen endte (vistnok) uafgjort omkring 10-10, samtidig med at Lars Krogh dukkede op med øl.

Hans Henrik prøver at gennemføre søndagstræning i hele juli for alle interesserede, gå ind på Holdsport og meld dig til.

God sommer.

Webmaster

Birkerød Skoles halbelysning gad ikke rigtigt spille med, da Dynamo holdt sidste træning indendørs.

Forårsafslutning i mørke

Loftsbelysningen i Birkerød Skoles hal gad ikke rigtigt spille med, da Dynamo holdt sidste træning indendørs. Ligesom ugen forinden var der kun svagt blus på lamperne i den ene ende af hallen, og forsøg på at kontakte den halansvarlige via telefon endte resultatløst.

Det gjorde træningen imidlertid ikke, for efter at have korrigeret reglerne, så langskud udenfor “Krøyer-feltet” ikke gav mål, opdeltes de 11 fremmødte Dynamoer i to hold og gik i gang med spillet. I hal(v)mørket blev det lidt mere afdæmpet end normalt, især i den mørke ende, men det lykkedes at gennemføre godt halvanden times træning og tre træningskampe.

Alle tre kampe endte 3-3 (ifølge klubbens Chairman).

Fra 7. april er søndagstræningen henlagt til græsbanen bag Birkerød Skole. Vi beder til, at Vorherre har bedre styr på belysningen.

Fra 1. april er græsbanerne åbne. Foto: Peter Glaser, WikiCommons.

Springtime for Dynamo!

“Der er ikke noget mere sikkert tegn på forår end åbningen af græsbanerne!” forlyder det i et communiqué til medlemmerne fra Dynamo Birkerøds chairman, Hans Henrik Appel, der fortsætter: “Og oven på den milde vinter kommer foråret i år allerede før påske.”

Rudersdal Kommune har derfor åbnet for græsbanerne fra mandag d. 1. april.

Søndag d. 31. marts bliver derfor sidste indendørstræning i denne omgang – med premiere på udendørssæsonen søndag d. 7. april. Som en ekstra bonus bliver vi derfor ikke berørt af påskeferie-lukning af hallen,” konkluderer klubbens chairman, der opfordrer alle dynamoer til at tage afsked med vinteren og indelukketheden nu på søndag – og at komme foråret og lyset i møde den følgende.

Med andre ord: MØD OP BEGGE SØNDAGE!

Årets DBU-turnering: Vinderne

Vinderne af årets DBU-turnering, fra venstre: Nils Krøyer, Jonas Jensen, Christian Dalgas, Lukas Stein Pedersen og Bastian Dall Bentzen. Fotos: Ib Keld Jensen.

Gennem 15 har Dynamo Birkerød gennemført den såkaldte “DBU-turnering”, hvor Dynamo Birkerøds ungdom spiller en turnering sammen med deres fædre. I 2003 var de yngste deltagere 8 år. I år var de fleste noget ældre, både “børn” og voksne.

Journalist og Dynamo-veteran Ib Keld Jensen har forsynet webmasteren med fotos og facts:

Den Gyldne Dynamo

Som sædvanlig stod Lars Krogh for al planlægning af turneringen: Indkaldelse, indsamling af deltagergebyrer, holdinddeling, dommerudnævnelser, indkøb af præmier og den praktiske afvikling på selve dagen, søndag den 20. januar. En imponerende indsats, der efterfølgende blev belønnet med tildeling af Den Gyldne Dynamo – klubbens kollegiale vandrepokal. Til lykke til Lars med den velfortjente hæder.

Football League 2

I år havde Lars valgt at inddele de 30 spillere i seks hold og opkalde dem efter klubber fra den engelske Football League 2.

Efter en lang og hård turnering, hvor ingen hold gav sig frivilligt, blev der til sidst fundet en vinder: Yeovil bestående af Nils Krøyer, Jonas Jensen, Christian Dalgas, Lukas Stein Pedersen og Bastian Dall Bentzen. Til lykke til dem.

For Nils og Jonas’ vedkommende var det endda 2. år i træk, at de vandt turneringen. Imponerende.

Den Gyldne Fez

Endelig blev klubbens Chairman, Hans Henrik Appel, efter afstemning blandt turneringens deltagere kåret til turneringens bedste spiller. Han modtog Den Gyldne Fez (med autografer af samtlige Ørkenens Sønner) som det synlige tegn på hæderen.

Chairman Hans Henrik Appel modtager Den Gyldne Fez som turneringens bedste spiller.
Lars Krogh modtager klubbens kollegiale vandrepokal, Den Gyldne Dynamo, for sin utrættelige indsats.

Fair Play

Søndagstræningen 3. februar i Birkerøds Skoles hal bød på nye ansigter, men også en god håndfuld kendte, garvede Dynamoer: Aaren, Karsten, Hartmann, Hans Henrik, Formanden, Krogh, Alex, Dalgas, Als m.fl. I alt 13 spillere, som Lars Krogh delte i 3 hold.

Det er umuligt at redegøre for alle kampene i detaljer, men efter en indledende øretæve lykkedes det rødt hold (med Krogh, Dalgas, Hans Henrik, Suhr. jr samt nærværende referent på mål) at vinde de næste 4 kampe suverænt, indtil skader betød, at alle raske spillere blev opdelt i to nye hold, der herefter spillede en afsluttende kamp, hvis resultat næppe kan interessere en bredere kreds.

Årets første kandidat til Fair Play Prisen

Aftenens mest mindeværdige episode opstod, mens rødt hold sad på bænken, og der blev indkast til et af de andre hold. I stedet for at foretage indkastet dér, hvor bolden blev samlet op, udbrød Alex: “Nej! Det var vist to meter længere tilbage!” og bragte sig derefter i en mindre fordelagtig (omend korrekt) position, inden han indkastede.

Denne uegennyttige indstilling må bringe ham i spil til Fair Play Prisen, når generalforsamlingen afholdes til november. Ikke mindst fordi det skete lige foran klubbens Chairman. Krogh mente dog, at det var for tidligt på sæsonen og at det bestemt ville være glemt, når prisen engang skulle uddeles.

Vi får se.

FRANK
Webmaster

Nyt fra Klubhuset

1) Hallen er lukket i juleferien. Næste indendørstræning er 6. januar.

2) Der er udendørsfodbold på kunststofbane 2 på stadion torsdag d. 27. og søndag d. 30. kl. 14.00-15.30. Interesserede medlemmer bedes melde sig til på Holdsport.

3) Og så er juleturnering d. 20. januar, så sæt kryds i kalenderen!

God jul til alle!
Hans Henrik

Generalforsamling 2018

Dynamo Birkerøds generalforsamling afholdes hos Peter Schultz, Tværvej 2, fredag den 16.11 kl. 18.00. Konceptet er det klassiske. Medbring en egnsret og 100 kroner  til drikkevarer. Der vil også være brug for et par hjælpere til henholdsvis forberedelse og afrydning.

Hvis medlemmerne ikke skulle have fået betalt kontingent endnu, så sørg for at gøre det – der ses med spænding frem til regnskabsaflæggelsen. Forslag til dagsorden bedes sendt til Chairman Hans Henrik Appel senest torsdag d. 8.11.

Tilmelding til Peter Schultz eller Hans Henrik Appel senest søndag den 11.11.

Vel mødt!

Kampreferater fra oktobers udendørstræning

Sommeren, der ikke vil dø, har budt på en vejrmæssigt fantastisk udendørssæson for Dynamo Birkerød søndagstrænende medlemmer, der uge efter uge har nydt den bagende sol og indsuget den karske luft, mens de legede med den runde bold. Vi bringer her et par kampreferater af hhv. Webmasteren og Chairman:

Træning 7. oktober 2018

14 fremmødte, nytrimmet græs og perfekt fodboldvejr. Blå mod rød.

Blå: Jens Dall, Bastian, Frank, Tam, Als & søn, Ib
Rød: Aaren, Suhr & søn, Hans Henrik, Hartmann, Mads, Jens

I første halvleg stillede blå op med målmand (Frank) og 6 angribere, heiblandt Tam permanent i front. Det gav udbytte tre gange, bl.a. et flot, højt langskud fra Jens, som Tam koldt sendte i modstandernes mål. Desværre spillede rød med 7 forsvarere, når blå angreb, og 6 angribere, når rød angreb. Så 7-3 til rød ved pausen og megen kålhøgen munterhed hos de skarlagenfarvede.

Blåt hold var tvunget til at skifte taktik. Man besluttede at ofre to af de seks angribere og etablere noget, man kaldte “et forsvar”. Det blev Jens og Tam, der ofrede sig for fællesskabet og viste sig som kampens nøglespillere. For nu fulgte 5 blå scoringer og et rystet rødt hold måtte erkende, at de var bagud 8-7. Kampen endte fuldt fortjent 10-9 til blå, der endnu en gang viste, at forestillingen ikke er forbi, før den fede dame har sunget.

Træning 21. oktober 2018

10 mand var mødt op til årets formelt sidste udendørstræning. Det blev en intens og lige kamp på en perfekte bane. Ved fuld tid var stillingen 11 – 11. Der blev derefter spillet ’golden goal’. Det blev scoret.

Som noget enestående nyt er det nu muligt at stemme på kampens spiller via holdsport – vel og mærke kun på en af de tilmeldte spillere. Afstemningen bliver lukket mandag aften kl. 20. Det tegner til at blive et utroligt spændende opløb. I skrivende stund fører Lars Krogh med en enkelt stemme foran de øvrige spillere. Bare en enkelt yderligere stemme kan ændre billedet fuldstændigt.