Forfatterarkiv: DynamoWEB

Voldsom rejseaktivitet præger Dynamo Birkerød

To af rejsedeltagerne på efterårets Dynamo Birkerød-fodboldtur til York, Alex og Jon. Foto: Hans Henrik Appel.

De seneste år har Dynamo Birkerød ud over fodbolden valgt at supplere tilbuddet til medlemmerne med fodboldrejser. Siden 2015 er det således blevet til fodboldhistoriske pakkerejser til Manchester/Liverpool, Edinburgh/Dundee/Glasgow og senest her i efteråret til York. Som altid arrangeret af fodboldekspert, historiker og Chairman for Dynamo Birkerød, Hans Henrik Appel, der lige nu er ved at planlægge en forårstur til London, der bl.a. byder på en kamp med Brentford (stadionet med de fire pubber).

York-turen var fra fredag d. 28. september til søndag d. 30.september med fly til Manchester og derfra tog til Sheffield, der blev basen for deltagerne.

Programmet var:

Fredag: Yorkshire-lokalopgøret Sheffield Wednesday – Leeds United på det traditionsrige Hillsborough Stadion. Et af de få stadions, der stadig har en ægte Kop-tribune, dvs. en stor jordhøj bag det ene mål. Nu er den godt nok blevet forsynet med både tag og sæder; men i stedet for et tribuneindre med toiletter og kiosker er der skyttegravsagtige stier ned fra højen til små boder/toiletter ved indgangsmuren.

Lørdag: Toget til York. Det er sidste sæson York City spiller på det klassiske old-school stadion Bootham Crescent.  Som en York-tilhænger skrev i facebook-gruppen ”Football Stadia and Grounds”: ” you won’t find a York City fan happy with the move out of the city centre after this season & the loss of our beloved Bootham Crescent.” Kampen i National League North var mod Guisely.

Søndag: Tilbage til København.

Hans Henrik har skrevet et udførligt, fotospækket og uhyre læseværdigt referat af turen på sin engelsksprogede blog:

DEL 1: The Historical Layers of Hillsborough

DEL 2: Farewell to a football ground. Bootham Crescent in York

Ungdomsarbejdet i Dynamo bærer frugt

August Rosenmeier – solgt til FCK.

Flere af klubbens unge poder er ved at drive det vidt i fodboldverdenen. Jonathan Hartmann og August Rosenmeier, der som teenagere ofte deltog i Dynamo Birkerøds søndagstræninger, er nu blevet hyret af hhv. Lyngby Boldklub og FCK.

Jonathan Hartmann er ansat som analytiker for Lyngby Boldklubs 1. divisionshold og cheftræner for klubbens U/15 drenge, skriver Frederiksborg Amts Avis og August Rosenmeier skal repræsentere FCK i eSuperligaen efter at have været en tur omkring Paris Saint-Germain.

Stor spænding om VM

Den endelige stilling.Så blev spændingen udløst og Dynamo Birkerøds VM-tips-konkurrence afgjort under stor mediebevågenhed fra hele verden.

Som det vil være de fleste bekendt, kunne klubbens medlemmer deltage i en sweep stake, hvor man skulle forudsige turneringens 4 semifinalister og den endelige vinder af VM i fodbold 2018. Og allerede efter den indledende runde stod det klart, at favoritternes fald havde kostet dyrt. Især Brasilien var en kostbar skuffelse.

Som yngste deltager løb Thomas (der havde investeret en stor del af sin læseferie til studentereksamen med at analysere, tippe og efterfølgende se kampene) med førstepladsen – både med tip på Frankrig som vinder og med 3 ud af 4 semifinalister rigtig. Alex snuppede andenpladsen ved som den eneste anden at have tippet Frankrig – men uden nogen af de andre semifinalister rigtige.

Til lykke!

Julebold: Sidste udendørs i 2017

De glade vindere (sort) …

… og det andet hold (orange).

Årets sidste træningskamp blev spillet på Birkerød Stadions kunststofbane 1, som vi havde lånt et par timer fredag den 29. december fra 13.30 til 15.30. Vejret var mildt og solen skarp. Rammerne for julebold kunne ikke være bedre.

Sort hold: Louise, Suhr, Jon, Krogh, Krøyer, Frank.
Orange hold: Louises mor, Alex, Christian, Claus, Aaren, Mads.

10 friske Dynamo-spillere var mødt op, forstærket af Louise og hendes mor. Efter en jævnbyrdig start måtte Kroghs tropper (i sort) se sig distanceret til 1-4 og senere 4-8. En del af Kroghens medspillere mente, at det især var afslutningerne, det kneb med, for “mulighederne er der”, “indlæggene fejler ikke noget”  og “det er ikke chancerne, det skorter på”.

Omvendt mente orange holds 19-årige topscorer, at det nok var hurtigheden, der manglede hos flertallet af klubbens erfarne veteranspillere. Det blev dog hurtigt afvist med argumenter som “vi er tre gange så gamle som dig” – og lidt senere en reducering til 8-9, især takket være godt målmandsspil af Jon og flere scoringer, der blev betegnet som “typisk Dynamo”, dvs. en lang bold frem til Lars Krogh, der derpå scorede efter at have afdriblet målmanden. Jon lavede flere gange en “Schmeichel” ved som målmand at gå med i angrebet, hvilket bragte ham på scoringslisten en enkelt gang.

Efter næsten to timers spil uden pause og et intermezzo, hvor først orange hold scorede på en lang, høj bold i sorts tomme mål, hvorefter Lars reducerede i modsatte ende efter samme opskrift, enedes man om at spille til “golden goal”. Det faldt i typisk Dynamostil, da målmand Frank sendte en lang tåhyler op til Lars, der koldblodigt afgjorde kampen.

Herefter blev der taget holdfotos og ønsket godt nytår.


Trappen op til kunststofbanen.


Omklædning i det fri før kampstart.


Høj sol over Birkerød Stadion.


Nils Krøyer forklarer, hvorfor han ikke kan være målmand, men må spille angriber hele tiden.


Træningskegler. Dem blev der heldigvis ikke brug for.

De evige fodboldbaner

Kulturstudier dec/2017Dynamo Birkerøds chairman, Hans Henrik Appel, er aktuel med en artikel om askespredning, mindehaver og transformationen af britisk fodbold siden 1990 i decembernummeret af Kulturstudier:

Med udgangspunkt i tesen om, at den vestlige dødskultur er ved at ændre sig fra „den forbudte død“ til „den spektakulære død“, kortlægger artiklen etableringen af mindehaver med askespredning og urnenedsættelser ved engelske fodboldstadions fra 1990’erne til i dag. Den nye minde- og sørgekultur i fodbold sættes i relation til transformationen af britisk fodbold siden 1990 med en dramatisk kommercialisering og ombygning af eller ud ytning fra gamle stadions på den ene side, og en ny tilhængeraktivisme og behov for at understrege autenticitet på den anden side. Artiklen konkluderer, at kommercialisering og tilhængeraktivisme hver især fremmer modsatrettede elementer i „den spektakulære død“, men også i enkelte tilfælde kan forene dem.

Artiklen kan hentes i PDF-format her.

Kulturstudier er et forskningsbaseret og kvalitetsbedømt tidsskrift, der bringer artikler med udgangspunkt i historiske og aktuelle studier af steder, folk, kultur og dagligliv. Tidsskriftet er dannet i 2010 ved sammenlægning af Fortid og Nutid (grundlagt 1914) og Folk og Kultur (grundlagt 1972) og har sin base i de kulturhistoriske museer, arkiver, universitetsmiljøer og foreninger i Danmark.

Juleturnering 2017 afholdes 21/1

Lars Krogh har løftet sløret for, hvornår der afholdes JULEFODBOLDTURNERING. Det bliver søndag d. 21.1.2018.

For at alle stilles lige i forhold til muligheden for at deltage, så kan tilmelding kan ske fra FREDAG D. 22.12 kl. 12.00. De 30 første der tilmelder sig får plads. Prisen er som alle andre år 50 kr pr. person.

 

20 års generalforsamling

Fredag d. 17. november afholdt Dynamo Birkerød sin 20-års-generalforsamling. Det blev en mindeværdig aften – styret af Ib som dirigent –, hvor holddeler Lars Krogh havde sin lærling Nils Krøyer til teoretisk holddelingseksamen (og Nils kvitterede med en selvkomponeret Dynamo-sang), og hvor klubbens digitaliseringschef Frank med et A4-ark-show gjorde rede for udviklingen på IT-området.

Aftenen var også vemodig, da klubbens formandskab efter 20 år takkede af. Det gjorde det i det mindste muligt for afgående formand Michael Haase at modtage den eftertragtede og fortjente “Årets Dynamo”-pris. I dagens anledning havde Dynamoen fået en ny forgyldning.

Besøg fra England

Dynamo Birkerød tog i søndags endnu et skridt på den ualmindeligt lange vej til international topstatus, da klubben havde tre engelske spillere fra Manchester til prøvetræning. Forhandlingerne er dog blevet væsentligt kompliceret af Brexit – men i første omgang har initiativet i hvert fald ført til øget britisk interesse for klubben og en mangedobling af klubbens internationale følgere, hvilket i høj grad skyldtes de fremmødte spilleres gentleman-optræden og -spil. En stor tak til alle for således at have boostet klubbens renommé.

Skotlandsturen

På sporet af Archibald Leitch i Skotland. Dynamo Birkeørds førstehold har i weekenden været i det skotske.

3 kampe på stadions med Archibald Leitch-tribuner, besøg ved yderligere to stadions (Hans Henrik snuppede også et tredje på en morgen gåtur), 2 fodboldmuseer, 2 fodboldpubber, en fodboldmindehave – og adskillige pund med hjem på flyet oven på “pies and pints” og “fish ‘n chips”

Der er masser af fotos på Dynamo Birkerøds facebook-side:

https://www.facebook.com/DynamoBirkerod/

Tur-referat på engelsk

Hans Henrik Appel rapporterer om Skotlandsturen på sin engelsksprogede blog. Første afsnit dækker vores tur til Dundee-Aberdeen-kampen. Hans Henriks beskrivelse af begivenhederne er næsten som at have været der selv. Læs den!

Looking for Archie part 1 – Dens Park

Looking for Archie part 2 – Ibrox

Looking for Archie part 3 – Tynecastle

Skotlandstur Hampden Park

Juleturnering 2016: Dynamo Dresden vandt sikkert!

Vinderne af juleturneringen 2016

Årets juleturnering arrangeret af Lars Krogh var en ubetinget succes: 6 hold, 29 spillere og 22 kampe på tre timer.

Årets mestre blev:
Dynamo Dresden: Niels Bjerre, Michael, Victor, Ulrik, Jonas

Sølvvindere:
Dynamo Bukarest: Ole, Frank, Alex, Morten, Als

Bronzevindere:
Dynamo Kiev: Anders, Thomas,Tobias, Peter Suhr, Bastian

4. plads:
Dynamo Tirana: Mads, Martin, Dalgas, Krum

5. plads:
Dynamo Tibilisi: Knud-Erik, Nils, Ib, Krogh, Andreas

6. plads
Dynamo Moskva: Hans-Henrik, Jens, Peter Schultz, Tam, Sebastian

Vinder af årets fez: Ole Hjortdal
Vinder af årets fairplay fez: Nils Krøyer

Fotos: Ib Keld Jensen

Juleturnering 2016 kampplan