Fredag d. 17. november afholdt Dynamo Birkerød sin 20-års-generalforsamling. Det blev en mindeværdig aften – styret af Ib som dirigent –, hvor holddeler Lars Krogh havde sin lærling Nils Krøyer til teoretisk holddelingseksamen (og Nils kvitterede med en selvkomponeret Dynamo-sang), og hvor klubbens digitaliseringschef Frank med et A4-ark-show gjorde rede for udviklingen på IT-området.
Aftenen var også vemodig, da klubbens formandskab efter 20 år takkede af. Det gjorde det i det mindste muligt for afgående formand Michael Haase at modtage den eftertragtede og fortjente “Årets Dynamo”-pris. I dagens anledning havde Dynamoen fået en ny forgyldning.